Den forbandede kærlighed - 14 fortællinger om homoseksuelle og kulturel mangfoldighed

 

 

 

 

 

 Indledning
 Indholdsfortegnelse
 Fortællinger
 Fakta
Lærervejledning
Arbejde med en fortælling
Arbejde med et tema
Kulturtema - kloden rundt
Forfatterne
Fotos
Rulletekster
Faglitteratur
Skønlitteratur
Film
Radio og lyd
Danske foreninger m.v.
Udenlandske foreninger
Rådgivninger
Mødesteder, cafeer m.m.
Chat, dating, magasiner ...

Jasmin, filippinsk pige, 19 år:

’Man er forpligtet på sandheden’

Jasmin er blevet kaldt Satans Barn af sin mor og hånet af sin far. Hun vil gøre alt for at gøre dem tilfredse – men hun kan ikke lave sig selv om. Så hun kæmper for at stå ved sig selv og holde fast i sin tro og sine drømme.

”Du er Satans barn, du ender i Helvede!” Det er noget af det værste, Jasmins mor har sagt til hende. Det værste, Jasmin har udsat sig selv for ved at springe ud som homoseksuel, er hendes mors forbandelser og fordømmelser.

”Min mor er fra Filippinerne og meget troende katolik,” fortæller Jasmin. ”Hun er vildt striks med sin religion; hun går i kirke hver søndag og hele hendes liv er sat i rammer fra A til Z. I hendes version af katolicismen er alting sort-hvidt, Himmel eller Helvede, der er ingen mellemveje. Der er kun én rigtig måde at leve på, og min mor går ikke på kompromis med noget!”
Jasmin er 19 år og har levet de første seks år af sit liv lidt uden for Manila, Filippinernes hovedstad. Det meste af hendes familie bor stadig i Filippinerne, og hun er tit på besøg dernede. Så går hun som regel i byen med sin fætter, som er transseksuel og lever, som om han var en pige. Fætteren og de fleste andre i familien er åbne for forskellige måder at leve på; kun Jasmins mor og mormor er meget kategoriske og snævertsynede og taler hele tiden om, hvad man skal gøre for at være sikker på at komme i Himlen, fortæller Jasmin.

”Min mor kan ikke acceptere, at jeg er homoseksuel. Hun mener, at jeg har solgt min sjæl til Djævelen, og hun kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke vil forsøge at ændre det. Hun betragter homoseksualitet som en sygdom og en synd, der vil trække mig i Helvede. Men for mig er det at være homoseksuel noget skæbnebestemt, noget jeg er født med og ikke kan vælge fra, uanset hvor gerne jeg end ville. Der er ikke noget, jeg hellere ville, end at gøre min mor glad, men jeg kan ikke lave mig selv om.”

Hadede søndagsskolens laksko
Jasmin var tidligt klar over, at hun var homoseksuel, selvom hun ikke kunne sætte ord på. Hun har altid været en drengepige, der hadede søndagsskolens kjoler og laksko. ”Jeg undrede mig over, hvorfor jeg ikke kunne være med, når de andre piger snakkede om drenge, hvorfor jeg ikke syntes det var interessant? Jeg kunne godt se, at jeg ikke var som de andre piger; jeg havde flest drengevenner, og hvis jeg endelig legede med piger, var de ’drengepiger’ ligesom mig selv”, fortæller hun.

Som 11-årig var Jasmin alterpige i den katolske kirke, og en dag talte de om homoseksuelle i søndagsskolen. ”Præsten sagde, at homoseksuelle skulle henrettes, og da ingen af børnene i søndagsskolen gjorde indsigelser, holdt jeg også bare min mund. På det tidspunkt vidste jeg, at det måtte være dét, jeg var. Jeg tænkte, at jeg aldrig nogensinde ville kunne fortælle det til nogen, og at jeg måtte leve sådan her i al evighed.”

Det måtte siges
Men som 15-årig var hun klar over, at hun måtte fortælle sin familie det. ”Jeg havde det virkelig dårligt. Jeg var i puberteten og det hele hobede sig op; jeg kunne ikke længere holde ud at skulle gå med det hele inde i mig selv.”

For hendes far kom det ikke som nogen overraskelse, at hun er til piger. Men det er, som om han hele tiden glemmer det igen. For eksempel kommer han tit med nedsættende bemærkninger om homoseksuelle, tilsyneladende uden at tænke over, at hans egen datter er lesbisk. ”Forleden, da der var et indslag om kunstig befrugtning og lesbiske i fjernsynet, sad han og sagde ’Det skulle bare forbydes! Det er jo to kvinder, de skulle sgu da tage et kursus, hvor de kan lære at være sammen med en mand!’. Og når vi ser håndbold i tv, kalder han de kvindelige spillere for mænd. Han har ikke noget imod, at de har hår på benene eller er maskuline, men han er imod, hvis nogen er lesbiske,” siger Jasmin.

”Mange gange føler jeg, at jeg ikke kan tillade mig at sige noget til den slags kække bemærkninger, og at det er nemmere at gå min vej. Men for det meste bliver jeg fornærmet og tager diskussionen op, og så bliver det rigtig højrøstet. Nogle gange tror jeg, at han føler sig lidt magtesløs over for mine argumenter, og det bliver værre, jo ældre, jeg bliver.”

Ville frelse sin datter
Jasmins forældre blev skilt for en del år siden, og i dag bor hun hos sin far. I begyndelsen forsøgte hun at bo sammen med sin mor, men der var for mange ting, moren ikke kunne acceptere ved Jasmin, og som hun ikke kunne lave om. Dengang havde hun ikke fortalt, at hun var lesbisk, men moren syntes allerede på det tidspunkt ikke, at Jasmin opførte sig ’rigtigt’. ”Hvis jeg havde kunnet vælge, ville jeg helst have, at min mor elskede mig, ligesom jeg elsker hende. Men det gør hun ikke – det kan hun jo ikke gøre, når hun ikke accepterer mig, som jeg er,” konstaterer Jasmin.

Da hun fortalte sin mor, at hun bedst kunne lide piger, var morens reaktion at forsøge at frelse sin datter fra det, hun opfattede som et syndigt liv, der ville føre lige lukt i Helvede. Hun måtte ’arbejde med sin sygdom’, mente moren. ”På et tidspunkt arrangerede hun nogle samtaler med en præst – han skulle fortælle mig, hvad der stod i Bibelen, og så ville jeg indse, at jeg var forkert på den, mente min mor. Jeg forsøgte at få hende til at forstå, at det ikke var et problem for mig at være lesbisk. Jeg syntes jo ikke selv, jeg havde brug for en præst, men snarere en, der vidste hvad det ville sige at være homoseksuel. Jeg havde jo ikke brug for at se, at det var forkert, men at det var rigtigt!”

”Men på det tidspunkt var jeg meget præget af det, min mor mente”, husker Jasmin. ”Jeg var også stadig usikker på, hvem jeg var – jeg var ikke begyndt at komme i homomiljøet endnu og havde ikke nogle klare billeder af, hvad det vil sige at være homoseksuel, sådan som jeg har nu. Så jeg gik med til at tale med præsten, og jeg skriftede og bekendte mine ’beskidte’ tanker. Men jeg fortalte ham også, at jeg ikke syntes, jeg havde gjort noget forkert.”

Siden var Jasmin i forskellige former for terapi, som hendes mor organiserede for hende. Men det ændrede ikke noget ved Jasmins følelser og det dårlige forhold til hendes mor, så hun besluttede at flytte ind hos sin far i stedet for, og i 1½ år havde hun ingen kontakt med sin mor.

I dag taler de sammen igen, men Jasmin synes ikke, de har et rigtigt mor-datter-forhold. ”Det ville være nok for mig, hvis hun bare ville gøre et lille bitte forsøg på at lytte eller forstå, men det vil hun slet ikke. Og når vi er til familiekomsammen, kan hun stadig finde på at opføre sig, som om jeg er luft,” fortæller Jasmin.

Vil gerne gøre alle tilpas
Jasmin vil gerne gøre alle tilpas; hun har det svært med at gøre sin mor vred og ked af det og ville på en måde ønske, at hun kunne leve op til morens strikse katolske regler.

”Jeg synes på mange måder, at hun har svigtet mig, men jeg holder af hende alligevel, jeg kan ikke bare skide på hende. Jeg kan heller ikke lade være med at savne hende, lige meget hvor strid hun er. Og på en eller anden måde forstår jeg hende godt. Hun har sine grunde til at gøre, som hun gør. Når hun er vred på mig, handler det jo mest af alt om, at hun gerne vil redde mig fra at ende i Helvede. ” siger Jasmin.

I det hele taget mener Jasmin ikke, at der er noget galt i, at forældre forsøger at vejlede og sætte grænser for deres børn. Hvis forældrene slet ikke har nogen værdier, de står fast på, bliver det hele for frit, synes hun. ”At sætte grænser er jo på en måde også at vise kærlighed. Tænk, hvis der ikke var nogen grænser overhovedet? Sådan tror jeg, at det er i nogle danske familier, og det er ikke fedt, synes jeg. I mit tilfælde har der bare været for mange grænser,” siger hun.

Det største problem ved morens fordømmelse er, at Jasmin stadig kan få dårlig samvittighed og blive i tvivl om, hvorvidt hun måske alligevel kan tvinge sig selv til at blive heteroseksuel.

”Min mor kan ikke forstå, hvad hun har gjort galt. Hun har givet mig alt det bedste, og alligevel har jeg svigtet hende. Sådan føler hun, og sommetider smitter det af på mig. Så tænker jeg, at hun måske har opdraget mig forkert? Andre gange tænker jeg, at jeg måske har nogle komplekser eller oplevelser liggende fra barndommen – jeg har hørt om folk, der har været ude for overgreb og er blevet lesbiske af den grund. Måske kan man blive homoseksuel af at opleve noget traumatisk?”

’Alle glor på mig’
Når den slags tanker kommer over Jasmin, bliver hun i tvivl om næsten alt. Har hun ret til at insistere på at være sig selv? Eller burde hun undertrykke sin seksualitet? Er det i virkeligheden syndigt, det, hun gør? Kan man overhovedet være katolik og homoseksuel samtidig? Jasmin er i tvivl.

”Jeg opfatter stadig mig selv som katolik, men det er umuligt for mig at komme i den kirke, hvor jeg kom som barn. Alle glor på mig,” siger hun. I stedet håber hun, at hun en dag kan finde en anden katolsk kirke at gå til messe i. Men foreløbig forsøger hun bare at bevare sin tro, selv om hun konstant bliver mødt med påstande om, at hun er nødt til at vælge mellem sin religion og sin seksualitet.

”Det, jeg hører folk sige, både til mig og til andre lesbiske, er, at man da ikke kan være i tvivl: Når du er lesbisk, så har du selvfølgelig tilsidesat din moral, og så kan du jo ikke have en tro.” Men så enkelt er det ikke, mener Jasmin. ”Jeg har ret til at have en tro, og jeg prøver at holde fast i den, selv om min mor siger, at homoseksualitet er Djævlens værk.”

En rigtig katolsk drøm
Jasmin er ikke i tvivl om, at hun vil blive ved med at stå ved sin homoseksualitet. Men ellers har hun ingen klare forestillinger om, hvordan fremtiden vil forme sig. Hun vil have en uddannelse; det er hun sikker på. Men hvad der derefter skal ske, ved hun ikke. Så hun tillader sig at drømme: ”Jeg kunne godt tænke mig at få en kone og to børn, en dreng og en pige. Det er en rigtig katolsk drøm, om den lille familie, der går til messe hver søndag – jeg skifter bare manden ud med en kone. Vi skal giftes i kirken, og vi skal begge to have bukser på. Ellers bliver det for mande-kvindeagtigt. Jeg inviterer mine forældre med til brylluppet, og de kommer begge to, og min mor bliver fuldstændig pjattet med min kone…”

Jasmin griner. ”Det er en dejlig drøm. Men virkeligheden er jo en anden. Min mor ville flippe fuldstændig ud og nægte at møde min kone. Min far ville sikkert sige ja til at møde hende, men så ville han skabe en vildt underlig stemning, hvis vi skulle besøge ham.”

Jasmin er temmelig sikker på, det hele ville blive rædselsfuldt. ”Men det skal ikke forhindre mig i at drømme,” siger hun og giver os et knus os til farvel.

Læs mere om Jasmin i bogen ”Den forbandede kærlighed”